Ved Dansk Skak Unions Delegeretmøde her i Påsken modtog vores allesammens Hans Nørgaard Paulsen Unionens hæderstegn efter indstilling fra Sydjysk Hovedkreds.
Hans i selskab med Formand for DSU Poul Jacobsen (t.v.)
Hovedkredsen kom med følgende motivering:
“Hans er ikke en mand med de store armbevægelser, men på sin egen stille facon er han en uvurderlig arbejdskraft i Springeren Kolding. Ud over at sidde i bestyrelsen, har han i en årrække sørget for, at alt er klart til de ugentlige klubaftener. Brætter, brikker, ure og rundekort står snorlige og klar kl. 19. Kaffe, brød osv. sørger han også for.
Hans er en solid skakspiller, der næsten aldrig har afbud til holdkampe, og han er i reglen holdleder for det hold han er tilknyttet. Herudover er Hans en dygtig dommer og en meget vigtig del af klubbens team i forbindelse med den årlige weekendturnering SonFlow Cup / Kolding Bymesterskab. Hans er prototypen på en loyal klubmand, og han har i den grad fortjent en anerkendelse for sit “usynlige” men store arbejde for skakken.“