For andet år i træk lykkedes det i lørdags, at afvikle Gågadeskak i tørvejr. Forsvundet er vejr-dæmonerne, der i en årrække førte til regnvejrs-skak, hvilket bare ikke er ligeså sjovt. Der var ti deltagere i selve turneringen på det store bræt, men mange flere stoppede forbi for et spil skak og en snak over de almindelige brætter, der også var stillet op på Akseltorv.
Årets mester på det store bræt blev Michael Jakobsen (ovenfor), der i finalen besejrede Altmeister Aage Søndergaard. En af de store oplevelser på dagen var vores juniorspiller Adrian Thorsen (nedenfor), der fik drillet mange efter tilsyneladende at have ligget i en seriøs skak træningslejr meget af sommeren. Formanden ømmer sig stadig efter opgøret på det store bræt! Vi er mange, der er spændte på at følge Adrian de kommende par år, for han er blevet ganske god på ganske kort tid.