Nå, det er nok bare en byge …

Overskriften er en linje fra en gammel Kaptajn Klyde-sketch, og i sketchen var udsagnet ligeså forkert som i dag, hvor Springeren afholdt det traditionelle udendørs arrangement på Akseltorv. I “strålende” vejr.

Normalt bliver vi akkompagneret af diverse konkurrerende events. Biludstilling med indlagt jazz, borgerlige politiske fremstød med helstegt pattegris – og selvfølgelig et antal bryllupper. I år var de – bryllupperne – ledsaget af en noget “trat” lurblæser. Han lød mest af alt som trængte han selv til en – lur (sorry).

Bryllupperne fik en ende, og det samme gjaldt et noget forkølet radikalt propagandafremstød, som åbenbart var arrangeret af den optimistiske fløj: De der ikke tager regntøj med.

Men vi gennemførte trods regnen turneringen med det mundrette navn “Det uofficielle Kolding-mesterskab i hurtigskak på stort bræt”. Intet mindre.

Turneringen spilles som knock-out-turnering, og bedst som vi troede vi endelige havde det ideelle deltagerantal på 8, kom der en sidste øjebliks-tilmelding. Så første runde blev traditionen tro spillet med 9 mand. Det betød at overtegnede fik det man i tennis kalder en “bye” (vandt uden kamp). De øvrige måtte kæmpe i regnen: Lars Linnemann slog Tommy Hansen, Richardt Ebbesen vandt mod sidste års finalist Jan Rosenberg, Simun Anthoniussen slog Hans Paulsen og Michael Jakobsen vandt over den regerende mester Henrik Artmann.

Som man kan regne ud blev semifinalen også spillet med ulige antal deltagere. Her fik Michael fribilletten til finalen, mens jeg denne gang fik en “bye, bye” takket være Simun. I den anden kamp vandt Lars over Richardt.
De 3 i finalen var hermed Michael, Simun og Lars. Sidstnævnte trak sig til fordel for en anden forpligtelse (i tørvejr, håber vi). Så Simun og formand Michael spillede en regulær finale. Her fandt Michael en omvej til en trods alt sikker sejr. Det gav et lille problem ved præmieoverrækkelsen, hvor han først måtte lykønske den tapre toer, og derefter sig selv med sejren og titlen.

Straks efter finalen pakkede vi sammen, en time før planlagt, hvorefter de vejrfaste deltagere i Cykelstafetten havde scenen for sig selv …